Rebozomassage - hvad er det og hvordan bruges det?
👉 “Rebozo er en blid massageteknik fra Mellemamerika, som kan lindre smerter i graviditeten, hjælpe barnet ned i bækkenet og give ro under fødslen. Mange gravide oplever, at rebozo både er en naturlig smertelindring, en stund for velvære og en skøn par-oplevelse"
I dette indlæg får du svar på: Hvad er rebozo? Hvordan bruges rebozo under graviditeten? Kan rebozo sætte fødslen igang? Hvordan bruges rebozo under fødslen? Er det sikkert? Rebozo som par-oplevelse og gravidbehandling med rebozo hos mig
Hvad er rebozo?
Rebozo er en massageteknik som bruges flittigt af mexicanske jordemødre. Rebozo betyder “sjal” på spansk og bruges til at støtte kroppen under graviditeten, fødslen og efter fødslen. Rebozoen er et specialvævet tørklæde, som svøbes omkring de udvalgte områder af kroppen man ønsker at give massagen. Massagens rytmiske bevægelser & rystelser synker dybt ind i vævet og virker afspændende og beroligende for nervesystemet.
Hvordan kan rebozo bruges under graviditeten?
Under graviditeten kan rebozo-massage lindre ømme muskler & bindevæv samt spændinger i vævet. Det hjælper samtidigt med give baby de bedste muligheder for at indstille sig mest fordelagtigt i bækkenet. Gennem massagen stimuleres og inviteres bækkenet samt livmoderens- og de omkringliggende bindevæv, til afspænding. Det bruges også til at afspænde ømme skuldre & nakke og kan dermed lindre hovedpine og øger generelt blodgennemstrømningen i de områder som behandles. En behandling med rebozo er derudover for dig, som ønsker en stund med egenomsorg og velvære, hvor du mærker ind i forbindelsen til din krop og din baby. Det hjælper med at øge kropsbevidstheden, da der foregår en masse anderledes bevægelse i kroppen, som lægger op til at tune ind i kroppens signaler samt din baby. Derudover giver det rigtigt god mening hvis du, i din graviditet oplever:
- Bækken- eller lænde-gener
- Uro i ben
- Ødemer (væske) i kroppen
- Ønsker en rolig stund, hvor der kun er fokus på dig, din krop og din baby
Kan rebozo sætte fødslen igang?
Rebozo-massage er ofte en del af en fødselsmodnende behandling, da de blide, vuggende rystelser og bevægelser aktiverer det parasympatiske nervesystem (ro-hvile-systemet) og dermed øger niveauet af oxytocin i kroppen. Oxytocin er kroppens fødehormon og er ét af de hormoner som skaber sammentrækninger (veer) - sammen med hormonet prostaglandin. Rebozo-massage er ikke en direkte måde at igangsætte fødslen på, men kan være en vigtig faktor i samspillet mellem baby, bækken og mors krops modningsproces, mod at gå i fødsel. Så giv den endelig gas med rebozo-massagen.
Rebozo under fødslen
Rebozoen kan betragtes som doulaens (eller jordemoderens) forlængede arme under fødslen, da man med rebozo-massage kan nå ind til væv i kroppen, som ellers ville være svært at nå. Under fødslen er der flere gode effekter af rebozo-massage, bl.a.:
- Hjælper barnets rotation gennem bækkenet ved både at afspænde bækkenets væv & muskler samt ved at understøtte barnets bevægelse, til at finde de positioner med mest plads.
- Er et fantastisk værktøj til hvis en baby har indstillet sig skævt i bækkenet
- Fungerer som en naturlig smertelindring, da rebozo-massagen understøtter Gate-control-teorien (en teori som bruges til at forklare hjernes smertefortolkning og hvordan disse kan manipuleres via. sansestimuli)
- Kan understøtte kroppens oxytocin-produktion da det parasympatiske nervesystem aktiveres og derved virker vestimulerende
Er rebozo sikkert?
Rebozo-massage er en nænsom og blid måde at arbejde med kroppen på og er derfor sikkert at bruge når det udføres af en med kendskab til rebozo-teknikkerne. Der er dog visse omstændigheder hvor det ikke anbefales, herunder bl.a..:
- Tendens til blødninger under din graviditet
- Placenta prævia
- Truende for tidlig fødsel
Sørg generelt altid for at rådføre dig med læge eller jordemoder, hvis du er i tvivl. Derudover, så kan det give mening at få en professionel der ved hvordan man bruger rebozo-teknikkerne, til at guide dig og din fødepartner hvis I ønsker at lære dem.
Rebozo som par-oplevelse
Rebozo-massage kan være en rigtigt god og styrkende par-oplevelse under både graviditet og fødsel. Der er mange doulaer som tilbyder oplæring af fødepartneren i rebozo teknikkerne og det kan være givende for fødepartneren at være en aktiv del af fødslen. Derudover forbereder det jer som et team samt er med til at skabe nærvær og tryghed, da rebozo-massage også handler meget om verbal og non-verbal kommunikation. Det er nemlig vigtigt at kunne aflæse din partner under rebozo-massage. Lige netop dette, er en essentiel styrke at have generelt i tætte relationer, men især under fødslen.
Sådan foregår en gravidbehandling med rebozo hos mig
Når du modtager en gravidbehandling med rebozo hos mig, er der tid til fordybelse i dig og din graviditet. Jeg bruger tid på at vi får talt om, hvordan du har det i din graviditet og hvad der fylder, og så tilrettelægger jeg behandlingen ud fra dét. Jeg benytter mig både af rebozo-massage, hvor jeg bruger den til blidt at ryste, vugge og strække forskellige områder af din krop & dit væv samt af manuel afspænding. Ved manuel afspænding, afspænder jeg dit væv med hænderne via. blide, men dybe tryk. Jeg slutter som udgangspunkt behandlingen af med en visualiseringsøvelse eller en afspændingsteknik kaldet, koncentration i hvile.
Jeg kæmper for flere positive fødselsoplevelser, færre traumatiserede kvinder og en mere holistisk og kvindecentreret tilgang til graviditet og fødsel. Ønsker du at læse mere om mig og hvad jeg tilbyder, så hop ind på min hjemmeside her eller læs mere om min gravidbehandling med rebozo her.